Siden 1987 har Børns Vilkår arbejdet målrettet for, at ingen børn eller unge i Danmark skal føle sig svigtede, mobbede, eller misbrugte.
Børns Vilkår tilbyder rådgivning til børn, unge og forældre på deres gratislinjer, BørneTelefonen og Forældretelefonen, og Zylinc er sponsor for deres unified communications-løsning.
Gennem lang tid havde Børns Vilkår ønsket sig en løsning, der ikke blot kunne hjælpe dem med at håndtere henvendelser mere effektivt, men også nemt kunne integreres med andre systemer og samtidig give organisationen et godt statistisk overblik. Et af deres største ønsker var at kunne få overblik over, hvor mange indkommende henvendelser der ventede på et givet tidspunkt.
Hver dag året rundt, fra 11.00 om formiddagen til 02.00 om natten, sidder Børnetelefonens og Forældretelefonens fastansatte og frivillige rådgivere klar til at lytte og hjælpe med store og små problemer via telefon, sms og chat. I alt har Børns Vilkår 458 frivillige og 75 fastansatte ildsjæle.
Børnetelefonen og Forældretelefonen får over 50.000 henvendelser om året, og med Zylincs Service Center-løsning har Børns Vilkår fået et værktøj, der gør tingene nemmere for alle. For eksempel tilbyder løsningen automatisk, at en rådgiver kan ringe tilbage til brugere af Forældretelefonen, hvis ventetiden er for lang. Dette har betydet, at hastende henvendelser nu kommer hurtigere igennem.
Henvendelser til BørneTelefonen og ForældreTelefonen er anonyme, så i stedet for fx telefonnummer får hver indkommende henvendelse et registreringsnummer der automatisk kobles sammen med det skema som rådgiverne skal udfylde for hver henvendelse. Denne automatisering har effektiviseret arbejdsgangen markant.
Med Service Center-løsningen fra Zylinc har den personaleansvarlige hos Børns Vilkår også fået det ønskede statistiske overblik over ventende henvendelser, ventetider på køer, varigheden af henvendelser, fordelingen af henvendelser på tværs af kommunikationskanaler osv. Med denne viden kan Børns Vilkår bruge deres resurser optimalt og fx indsætte ekstra personale ved spidsbelastninger.
Administrationschef Lars Plough har også fået større muligheder i forhold til at effektivisere processer og integrere Børns Vilkårs arbejdsredskaber og teknologiløsninger med Zylincs Service Center. Han ser mange muligheder i samarbejdet på sigt.
Zylincs COO Henning Nielsen forklarer, hvorfor Zylinc valgte at sponsere Børns Vilkårs løsning:
”Det betyder meget for os, at både børn og voksne får hjælp til at løse de konflikter, de måtte stå over for i livet. Ved at stille vores Service Center-løsning til rådighed for Børns Vilkår, kan vi hjælpe dem med at arbejde mere effektivt og mandsopdække optimalt i spidsbelastningsperioderne. Faktisk har BørneTelefonen haft færre mistede og ikke-servicerede opkald efter installationen af Zylinc Service Center, og det var jo præcis det, vi ønskede at opnå med vores sponsorat.”
Du kan læse mere om Børns Vilkår, og evt. give dem din støtte, på https://bornsvilkar.dk/